Værkstedsaften

Om værkstedsaftener

Det er ikke tilfældigt, at foreningens navn er Århus Sangskriverværksted. Værkstedsaftenerne er foreningens bankende hjerte: Det er her, nye medlemmer første gang møder ÅSV, og det er her, vi hjælper hinanden til at blive bedre sangskrivere.

Værkstedsaftener er gratis og afholdes ca. hver anden uge, den første mandag og den tredje onsdag i hver måned. Hver deltager præsenterer en sang, som typisk ikke er helt færdig. De øvrige sangskrivere giver derefter feedback tekst, musik og fremførsel, som deltageren kan bruge til at arbejde videre med sin sang efter værkstedet. Det sker, at samme sang kommer på værksted flere gange, før den er færdig.

Værkstedsaftenerne er til gensidig inspiration og er åbne for alle. Sangskriverne respekterer hinandens forudsætninger. Den erfarne sangskriver får skrappere kritik end den uerfarne. På denne måde får sangskriverne en mere kvalificeret feedback, end de får fra familie og venner, og det øger også kvaliteten af sangskrivernes arbejde, at de tænker og taler kritisk om andres sangskrivning og de forskellige sangskrivertekniske teknikker, man kan anvende.

Værkstedsaftenerne er også et hyggeligt mødested, hvor man kan lære andre sangskrivere at kende.


Ofte stillede spørgsmål

1. Hvornår er næste værkstedsaften?

Det kan du se i kalenderen.

2. Skal jeg være medlem af ÅSV i forvejen for at komme til værkstedsaften?

Nej! Du kan faktisk slet ikke blive medlem af ÅSV, før du har været til din første værkstedsaften...

3. Hvordan tilmelder jeg mig en værkstedsaften, og skal jeg have noget med?

Du skal bare møde op. Det eneste krav er, at du har forberedt en hel- eller halvfærdig sang. Husk også at tage teksten med (et eksemplar er nok) – og et instrument (f.eks. guitar), hvis du skal bruge det. Klaver findes på stedet.

Hvis du har en facebookprofil, må du meget gerne melde dig som ”deltager” på facebook-begivenheden, sådan at aftenens vært har en idé om, hvor mange, der dukker op. Men hvis du ikke har fået meldt dig til, kommer du bare alligevel!

4. Må jeg komme og lytte første gang uden selv at have en sang med?

Nej. Første gang er det et krav, at du har en sang med på værksted. Man blotter lidt at sig selv, når man spiller sine sange for andre, og vi vil gerne skabe et trygt rum for feedback. Derfor mener vi, at det er vigtigt, at man har turdet blotte sig selv, før man er med til at give feedback på andres sange.

Når du har haft en sang med på værksted første gang, er du meget velkommen til at møde op uden en sang.

5. Hvor færdig skal min sang være, og er der nogen andre krav til sangen?

Der er ingen krav. Alle genrer er velkomne, og du kan bruge værkstedet i alle stadier af sangskrivningen. F.eks. hvis du har skrevet et omkvæd og mangler inspiration til versene, hvis du har skrevet melodien og kæmper med teksten, eller hvis du er i tvivl, om akkordgangen i C-stykket fungerer…

Vi anbefaler dog, at du ikke tager en sang med, som er 100% færdig. Formålet med værkstedsaftenerne er at få feedback, som du kan bruge til at færdiggøre eller udvikle din sang. Hvis du har skrevet en helt færdig sang, som du bare gerne vil have lov at spille for andre, så mød i stedet op til ÅSVs åben scene.

6. Jeg kender ingen i ÅSV og jeg ved ikke rigtig, hvad det går ud på – hvad gør jeg?

Bare rolig, hvis du ikke kender noget til ÅSV i forvejen – vi er gode til at byde nye sangskrivere velkomne, og vi skal nok begynde hver værkstedsaften med en introduktion til konceptet. Selv om du ikke kender nogen af de andre ÅSVere, så kommer du hurtigt til det! Hvis vi selv skal sige det, er vi ret søde 😊

(Psst… et lille tip: Hvis du gerne hurtigt vil have en masse venner i ÅSV, så kom med på en af vores lejre! Du bliver hurtigt en del af fællesskabet - også selv om du ikke kender nogen i forvejen - og vi holder altid et værksted på hver lejr, så du kan faktisk deltage på en lejr, selv om du ikke har været på værkstedsaften før og derfor endnu ikke er medlem! Læs mere om de seneste vinterlejr og sommerlejr under Aktiviter i menuen ovenpå.)