Interview - Jonas Dahl
Jonas Dahl:
Du ka' dø af det der
"Jo mere du er presset, jo mere kan du presse ud."
Af Søren Lyhne
Da Jonas Dahl vendte hjem fra Berlin og bohémeliv for at starte en tilværelse som far og funktionæransat havde han ikke forestillet sig, at hans nye dansksprogede band, Sonja Hald, skulle være mere end et hobbyprojekt. Men musikbranchen fattede hurtigt interesse for de charmerende sange, og snart rullede en lavine, der indtil videre har ført gruppen frem til en sejr i DR's Karrierekanonen.
På en solbeskinnet oktoberdag mødtes vi over en øl og fik os en snak om sangen, der startede det hele: Du ka' dø af det der.
Tagrenden er knækket og vi er gledet fra hinanden Kom nu ned og få noget saftevand Kom nu ned og få noget saftevand |
Med Sonja Hald begyndte du for første gang at skrive sange på dansk. Hvordan fandt du frem til den særegne stil i Du ka' dø af det der?
Jeg satte mig ned og skrev og skrev – og skrev og skrev og skrev.
Forud for det havde jeg bare sagt: Der skal ske et eller andet, og det kommer til at ske, og det skal optages; vi skal i studiet med det. Så jeg ringede til en gammel bandkammerat, Simon, min nuværende guitarist. Jeg ved han har sådan en signaturlyd – det er de færreste guitarister, der finder den – han har en lyd, som jeg virkelig godt kan lide. Og jeg har super meget tillid til ham, så jeg ringer fra Berlin og siger: ”Jeg har noget, jeg lige skal prøve af. Kan du ikke samle et band og booke et studie? Vi skal nok have en producer ind over, for det her kan muligvis gå helt galt. Det eneste kriterie er, at Ole Holmgaard skal være med.”
Mit kriterie over for Ole var til gengæld, at han skulle spille banjo. Jeg ringede og sagde til ham: ”Kunne du tænke dig at være med i det her projekt? Det er bare sådan en enkelt gang, og du skal altså spille banjo, og du må få min banjo, simpelthen. Så må du lære at spille på den.”
Så ringede Simon tilbage og sagde: ”Om 14 dage har jeg booket et studie. Jeg har fundet musikerne, Ole er med, og jeg har fundet en producer. Du skal bare troppe op med to sange.”
Godt! Så havde jeg 14 dage at skrive i – og så gik jeg bare i gang. Jeg skrev nok ti sange og kasserede otte af dem. Det er en sangskrivningsstil, som jeg har brugt. Også i dag. Det er bare ikke ti sange jeg skriver. Jeg skriver måske tre i gennemsnit, og så kasserer jeg dem, og det der så står tilbage som levn fra de sange bliver til den fjerde og endegyldige.
Så du smelter sange sammen?
Ja, det kan man sige. Altså, sad man i samme rum med mig, ville man nok ikke sige, at det var tre forskellige sange, jeg bare havde smeltet sammen. Men jeg prøver nogle idéer af, og så kalder jeg hver idé for en færdig sang, selv om den måske ikke er 100 % færdig. Og så er det brudstykker – for lyrik vil mange forskellige ting, alt efter hvilken stemning, hvilke akkorder, du sætter den sammen med. Og så kommer der små idéer op, og på et eller andet tidspunk er der nogle ting, der matcher. Der er altid en underbevidsthed, som vil et eller andet, som jeget til at starte med ikke helt er enig i, eller i hvert fald ikke kan se.
Noget, som jeg synes er et scoop i Du ka' dø af det dér, er måden hvorpå billederne ikke hænger sammen, men alligevel gør de. Det gælder især sammenstillingen af versenes billeder vs. omkvædenes legepladsbilleder. Er det et eksempel på hvad der sker i sammensmeltningen af sange?
Ja. En af de sange, hvor størstedelen blev kasseret, havde omkvædet ”Du ka' dø af det her”. Når du så har fundet den [linje] og du siger ok for den – låser den fast – så skal alting ligesom falde ind under den.
De to andre sange var langt mere protest-agtige og knap så legende i sine billeder. Men nu skulle det leve op til det her naive, barnlige udtryk, som omkvædet dikterede. Det skulle man have ind i det.
Versene har en fingerpegende kvalitet, uden at man nødvendigvis forstår, hvad der peges på.
Det skulle meget gerne pege i en retning, uden at der skal være noget endegyldigt statement med det. Jeg synes, jeg har indsnævret det nok til det. Og det går også igen i de fleste af de andre sange, at der ikke bliver afsløret for meget. Der er med vilje lagt mange lag i det, så man kan tage udgangspunkt i det hvorfra man nu selv står. Det synes jeg er sindssygt interessant. Sådan noget elsker jeg. Jeg hader når folk fortæller lige præcis hvad deres tekster handler om.
Jeg synes man skal overlade indlevelsesglæden til lytteren. Det er også noget med, at jeg ikke bryder mig om – eller ikke synes jeg formår – at stille mig op og skrive så direkte, som man for eksempel gjorde i tresserne. Det var jo super direkte: ”Det her er hvad vi mener. Nu har vi skrevet en sang om det. Skide være med om lortet det rimer, det her er hvad vi står for!”
Mange oplever den vægring ved at skrive direkte, når de skriver på dansk. Var det også en del af dit stilskifte? Skrev du mere direkte på engelsk?
Nej det gjorde jeg nu ikke. Jeg synes ikke rigtig min samtid tillod mig at være så direkte.
Hvad tror du det er for noget?
Jeg ved det sgu ikke. Så er vi ude i en længere snak. Det er mere noget, jeg har på fornemmelsen, og jeg kan mærke et ubehag ved at skrive alt for direkte.
Jeg har til dels forsvaret det ved at lave alle de her lag i det, så man kan tage del i oplevelsen, hvilket jeg helt oprigtigt synes er en lækker ting. At kunne lægge sit eget liv, sine egne fortolkninger, sin egen synsvinkel på tingene.
Men opgaven består jo så i, at selve lyrikken, selve sangen, skal pege et eller andet sted hen. Man kan ikke bare skrive en masse vrøvl, og så sige: ”så er det op til dig hvad du synes den handler om.”
Hvordan skaber man den retning i sangen?
Det er virkelig svært at forklare, fordi jeg ikke selv er bevidst om det. Man lader sin underbevidsthed tage så meget over – og det er også fedt i sangskrivningsprocessen, og jeg gør det rigtig meget. Men på et tidspunkt skal man også træde ud af det og spørge: ”Giver det her nogen som helst mening? Peger det i den rigtige retning?” Og så er det jo noget med at sidde og vende og dreje hvert enkelt ord. Skal vi sige tagrende her? Er det et godt billede? For det var bare sådan et ord, som kom til mig. Tagrenden er knækket – det er et mærkeligt billede, men så sidder man og studser lidt over det og tænker hvorfor kom det lige pludselig op? Man skal ikke efterrationalisere alt for meget, for så kommer man aldrig videre. Men det gav mening for mig.
”Tagrenden er knækket – og vi er gledet fra hinanden.” De to linjer eksisterer jo også i kraft af hinanden. Hvordan kom du fra den ene til den anden?
Da jeg sad og tænkte over, hvad jeg havde skrevet, så fik jeg et billede i hovedet: to folk, der hang i en tagrende. Og den tagrende bliver ved med at blive fyldt af pis og lort. Og den er stoppet til nede i drænet. Og vores samlede vægt, inklusiv alt regnvandet, gør simpelthen, at tagrenden knækker – krrsch – og vi glider fra hinanden.
Det pisser bare ned. Der er ikke noget til at tage fra længere. Og mit billede har jo været borgeren, der har investeret noget tillid i sine valgte politikere, og nu er vi altså gledet fra hinanden. Nu står der en masse lort ned i mellem os. Mos. Rådne blade. Vand. Pis og lort.
 |
Det er jo alvorlige sager. Men mit indtryk er, at I i jeres medieomtale er blevet sat i en bås, som mange dansksprogede sangskrivere bliver sat i: finurlig-båsen. Hvordan har du det med det?
Det er jo en balancegang. I forhold til tekstuniverset og musikken er balancegangen, at vi ikke sætter os selv på en piedestal, at vi ikke tager os selv alt for selvhøjtideligt og at budskabet skal være fordøjeligt. Og der er nogle rigtig gode enzymer i humor, som gør lyrik letter fordøjeligt. Tænk for eksempel på John Stewarts The Daily Show eller John Olivers Last Week, hvor du får serveret noget dødsens seriøst indhold, men med satire. Det bliver fordøjeligt. Det synes jeg er sindssygt interessant, og jeg er super fascineret af og respekterer komikere. Jeg synes det er enestående hvad de formår. Og den risiko, de tager: det skal være sjovt. Sonja Hald skal ikke død og pine være sjovt, men noget af vores tekstunivers kunne godt virke ret seriøst – også med lidt rocket, tung barytonguitar – og vi prøver, uden at være deciderede haha-sjove, at spille lidt imod det. Både i vores promovering, men også i tekstuniverset, hvor de skarpe kanter bliver rundet en smule af, så det er til at have med at gøre. John Mogensen gjorde det jo også.
Hvordan starter du typisk din sangskrivningsproces?
Du ka' dø af det der og alle de andre sange starter på samme måde, bortset fra, at jeg giver mig selv mindre og mindre tid til det. Så længe, jeg kan presse den, så gør jeg det – jeg skal lige have fundet en grænse. Indtil videre er det fire dage til to sange. Men så har jeg virkelig også siddet og været super kritisk. Jeg sidder og vender og drejer hvert enkelt ord for at være sikker på, at det giver mening – ikke kun på et lyrisk plan, også på et fonetisk plan. Det skal rulle af tungen på den rigtige måde. Jeg skal kunne synge det rigtigt. Der skal være noget symmetri i det – der skal være en underliggende struktur. Og fordi vi ikke ved, hvordan musikken endegyldigt kommer til at lyde, skal der også være plads til, at den kan udvikle sig – uden at jeg skal hjem for at skrive noget om.
Hvordan skaber du den plads?
Jeg gennemtænker alle mulige scenarier. Prøver at være struktureret med det. Og så skriver jeg det om og om og om – indtil jeg ikke kan mere. På et eller andet tidspunkt er man tømt, og så skal man også stoppe.
Man skal altid have en buffer på minimum en dag, hvor man kan lade sangen ligge. Jeg har skrevet noget, som jeg har ladet ligge til dagen før indspilningen, for så at skrive en ny sang natten før, fordi det jeg havde lavet simpelthen ikke var godt nok. Jeg kan ikke gå i studiet med en halvfærdig sang for at se, om vi kan fikse den. Det kan vi ikke, hvis jeg ikke er glad for det udtryk, jeg har lavet. De andre er ikke sangskrivere, de fikser ikke noget for mig. Så jeg har sat mig ned og skrevet noget helt nyt og håbet på, at det var godt nok til næste dag – og kasserede det, jeg havde brugt fire dage på.
Er din deadline-baserede proces et resultat af en gradvis udvikling?
Ja, de to første gange brugte jeg 14 dage. Da skulle jeg lige i gang. Så blev det en uge. Og efter jeg har fået fast arbejde og er blevet far er der naturligt mindre tid til det.
Så man starter bilen og kører ud et sted, hvor man synes man kan være alene, og så skriver man der. Jeg har også på et tidspunkt lånt et nedlagt hospitalsværelse, som jeg måtte låne fra midnat og ud på natten – bare lige for at komme væk og have et tretimers vindue, hvor man kan skrive noget. På den måde bliver det mere og mere presset.
Men man finder ud af, at så er man også det mere koncentreret. Jo mere du er presset, jo mere kan du presse ud. Det interessante er: hvor går grænsen? På et tidspunkt magter man det ikke, og så dukker man op med noget lort.
Det må være noget, der kan lade sig gøre på grund af dine mange års erfaring som sangskriver. Skrev du tidligere, i din Berlin-periode, på en anden måde?
Ja ja, det var bare sådan: ”Jeg skriver når det kommer til mig.” Det synes jeg også er en fin måde at gøre det på, men du ved aldrig, hvornår det kommer til dig. Og nogle gange kommer det til dig, når du ikke lige har tid. Det er for dumt.
Men jeg har jo også lavet en masse co-writes. Så jeg vidste jo godt, at man kan sætte sig ned og lave noget formidabelt på to timer. Så hvorfor skulle jeg kunne gøre det alene? Det er et spørgsmål om at være disciplineret og få det gjort.
Dermed ikke sagt at jeg ikke går og pusler med ting oppe i hovedet konstant. Tager indtryk ind hele tiden. Laver måske også en lille note. Men det er sjældent – jeg har aldrig noget endegyldigt skrevet ned før jeg går i gang.
Hvad er dit forhold til sangskrivningsteknik?
Jamen, jeg ved ikke helt, hvad det betyder? Er det et regelsæt?
Det kan vel beskrives som dels et sæt af værktøjer og strategier, der kan hjælpe en, når man sidder fast. Og dels en viden om, hvordan man skaber de effekter, man gerne vil skabe i modtagerens bevidsthed.
Havde jeg haft det, og havde jeg haft disciplinen, havde jeg nok skrevet nogle bedre sange tidligere i min sangskriverkarriere. Der er ikke mere teknik i min sangskrivning end at jeg har løbet panden mod en mur nok gange til at vide hvad der fungerer og ikke fungerer for mig. Det meste af tiden sidder jeg bare og stirrer tomt ud i luften. Det er i og for sig ligegyldigt hvor jeg sidder, for jeg skal ikke bruge inspiration. Jeg skal bare kigge. Jeg kan sidde i vintermånederne i en tom lagerhal uden varme, med vanter på, i en sen nattetime. Jeg skal bare sidde og tænke, bare være i fred. Så kører ens hjerne på 100% mere kapacitet end hvad man er vant til. Og når man har siddet og tænkt længe nok, så går det ligeledes hurtigt med at skrive noget ned. Det er noget med at tage tiden til det.
Hvilket forhold har du til at bruge din privathed i dine sange?
Det gør jeg ikke. Jeg deler ikke ud af mig selv. Ikke fordi jeg er sky omkring det, jeg synes bare ikke, det er særlig interessant. Jeg har jo mangen en gang forsøgt at skrive en kærlighedssang, fordi jeg synes det ville være en pæn ting at gøre, for eksempel til min kone eller til mit barn. Men der kommer simpelthen ikke noget godt ud af det.
Henvender du dig til en anden person, skylder du dem også et ret sandfærdigt udtryk, som bliver så pokkers universelt. Heldigvis er kærlighed jo universel, men det er ikke spærndende at skrive om, det er utilfredsstillende at skrive. Hvis jeg skulle skrive sådan noget, ville jeg automatisk komme til at lægge lag i det, så modtageren måske ville blive i tvivl om, hvad jeg mente.
Har din modvilje mod at skrive kærlighedssange også at gøre med, at du reflekterer over din rolle som sangskriver – at du spørger dig selv: hvad du kan bidrage med?
Den er selvfølgelig også inde over. Man begynder at tage sig selv mere seriøst. Jeg har jo aldrig fået taget en uddannelse som læge eller heilpraktiker – hvis nu al strømmen gik i verden og naboen havde ebola, så kunne jeg gå ud og designe en plakat! Det er jo hvad jeg har af uddannelse. Jeg kunne klippe et stykke film sammen. Det er sgu ikke særlig betryggende at have sådan en som mig i et lokalsamfund, hvor vi lige pludselig skal hjælpe hinanden. Bageren kan trods alt slå et brød op og hjælpe folk hvis de er sultne. Jeg har ikke den der essentielle viden, som man kan bruge til noget. Det eneste jeg står tilbage med er at jeg måske kan formidle noget bredere, på en anden måde – det er mit eneste kort. Og det er ikke et kort, jeg har taget seriøst før. Det var mere egodrevet. Jeg ville ud og spille musik og være boheme og leve mit liv som jeg havde lyst. Det er mere ansvarsfuldt nu. Skal jeg stå oppe på den scene, så må jeg i det mindste have noget at stå inde for. Et eller andet, som er en lille smule relevant, som måske kunne røre ved nogle mennesker på et bredere plan. Som folk kunne samle sig om på en god måde. Ikke at det skal være revolutionerende, men jeg anerkender, at jeg har et værktøj, som jeg ikke har brugt til fulde – og det synes jeg stadigvæk ikke jeg har.
Men indebærer det ikke, at du må bevæge dig mere i retning af at sige tingene ligeud?
Det tror jeg også, men det er hele tiden en vurdering af, hvad man kan tillade sig at gøre. Hvordan er folk mest modtagelige? Vores samtid tillader ikke, at man stiller sig op på en piedestal. Der er vi ikke endnu – jeg tror det kommer, og så skal jeg være en af de første til at sige tingene mere direkte. På et tidspunkt bliver det tiltrængt. Jeg tør bare ikke gøre det lige nu.